hendes hænder er vendt mod himlen
for når hendes mund løber tør for ord at spilde
knækker hun sin kringlet rygrad.
og når regnen endelig forlader de tørre øjne
løber hendes hjerne væk.
som om der altid er ét eller andet galt.
slanger dikterer hendes ben mod graven
gennem københavns frosne gader
i midten af november.
jeg rejser ind i hende
klamrer mig til hvad jeg kan finde af rester
af minder, følelser og tanker.
"jeg har gjort mig forkert. jeg har intet tilbage.
intet andet end al den forbandet tid, der stjæler sekundviseren.
jeg beder dig.. prøv at forstå en tidløs kvindes liv."
jeg står tilbage med lysten til at slikke dig på sjælen,
som om enzymerne i mit spyt kan lukke hullet hurtigere.
lyst er ikke nok.
så jeg skærer i stedet for en gåde ind i dit lår
i håb om, at det vil bringe sekundviseren tilbage.
give dig tiden.
