pseudonymet "hvorfor?" med spørgsmålstegnet skælvende placeret for enden af afkørslen smiler aldrig til mig.

så sælg mig en drøm
hvilken drøm
en vej ud

så længe den er mere ren end dyb
og ikke bare til salg.

My moon

I miss the nights in where the moon's grimace is spitting silhouettes of twirling scissors upon your naked skin, after the sun's materialistic metaphors have ensued their web. I crave the logophile moon, but im a pawn of the sun.

                         "I slit this hole in the black expanded sky.
                         The rain bleeds out before my jaded eyes."

IVE GOT THESE LAST TWELVE BUCKS TO SPEND ON YOU.

YOU CAN TAKE ME ANYWHERE YOUR SICK MIND WANTS TO.

en tidløs kvinde er enhver mands erato

hendes hænder er vendt mod himlen
for når hendes mund løber tør for ord at spilde
knækker hun sin kringlet rygrad.
og når regnen endelig forlader de tørre øjne
løber hendes hjerne væk.
som om der altid er ét eller andet galt.
slanger dikterer hendes ben mod graven
gennem københavns frosne gader
i midten af november.
jeg rejser ind i hende
klamrer mig til hvad jeg kan finde af rester
af minder, følelser og tanker.
"jeg har gjort mig forkert. jeg har intet tilbage.
intet andet end al den forbandet tid, der stjæler sekundviseren.
jeg beder dig.. prøv at forstå en tidløs kvindes liv."
jeg står tilbage med lysten til at slikke dig på sjælen,
som om enzymerne i mit spyt kan lukke hullet hurtigere.
lyst er ikke nok.
så jeg skærer i stedet for en gåde ind i dit lår
i håb om, at det vil bringe sekundviseren tilbage.
give dig tiden.

tanker, cyklus, tanker.

jeg kunne sove 5 kvarter i timen.

men jeg drikker alligevel lidt mere kaffe.

bare for at gøre det hele lidt være.

for at mine tanker kan rotere ned til mine øjne

hvor mødet mellem tanke og øje hurtigt finder ud af,

at det eneste de har tilfælles er måden de salter mine kinder på.

min mund har altid holdt sig på afstand når stævnemødet

mellem drømme og puslespil mødes.

den er bange for at stå til ansvar for at have taget den sidste brik. 

den har alligevel glemt hvorfor fanden den tog brikken.

den kan dog mande sig op og udbryde i ynk og gråd

"men man kan jo heller ikke gå udenom vinden, vel?" 

bare for at gøre mine ører opmærksomme på dens evige uheld.